Dybt i natten

Jeg vågnede uden at føle, at jeg rigtig havde sovet. På et eller andet tidspunkt var klokken krøbet forbi 02, og natten lå tungt omkring mig, da jeg forsigtig gled ud under dynen og ned på gulvet. Brændeovnen glødede svagt i et fortvivlet forsøg på at holde på varmen og blussede villigt, da jeg smed endnu en kævle på. Spanden var næsten tom nu.

Jeg blev hængende lidt foran den åbne låge og nød varmen og lyset. Nød stilheden og mørket, der kun modvilligt tillod lyden af rusk og regn udefra at trænge ind til min opmærksomhed. Ilden slikkede dovent op omkring træet og fængede… så drev savnet efter dig mig på fødderne igen og tilbage til sengen.

Fornemmelsen da jeg krøb ind under dynen igen… af kølig hud og din varme, der mødte hinanden, gav mig kuldegysninger – på den gode måde – og jeg søgte ind tættere til dig. Lyden af dit rolige åndedrag og små søvnige suk fik mig til at smile, mens trætte øjne gled langsomt i og lukkede mørket ude. Tilbage hos dig. Tilbage i et varmt favntag.

Åh, hvor jeg længtes efter at kysse dine læber… men modviljen mod at risikere at vække dig vandt, og kysset blev kyskt og blidt på din skulder i stedet.

En hånd gled søvndrukkent ud fra din krop, fandt min og tog mig i besiddelse. Ingen overtalelse var nødvendig. Jeg var lykkelig og fulgte den villigt ind i dine arme. Et suk fra dine læber blev til mumlen, og jeg fandt mig selv smilende i mørket, begravet dybt imod dit bryst, velvidende at jeg er elsket… og mere end villig til at indrømme… at det er du også.

Reklamer

Et andet ord for kærlighed…

De lå sammen i mørket. Helt tæt. Så tæt at det næsten var for varmt, næsten for nært til at trække vejret… men de gjorde det alligevel. Begge to. Trak vejret. Sammen. Mens tårer stadig sneg sig ned over kinder, gemt i nattens dybe favn.

Ord blev hvisket fra hjerte til ører. Indrømmelser. Aldrig hemmeligheder. Ord, der bønfaldt om at blive hørt. Ord, der rakte ud fra den ene til den anden og tilbage igen og kun langsomt faldt tavse, da læber løftedes for at mødes. I længsel. I håb.

Uskyldige kys af ren kærlighed. Behovet for nærhed trak dem tættere sammen. Kys blev til kærtegn… der igen blev til små bid. Indtil de langt om længe slappede helt af og accepterede fornemmelsen og gav sig hen til den. Til hinanden. Til kærlighed. Til det bid, der brød murene ned og gjorde dem hele igen. Det bid, der gav dem tilbage til hinanden… i den befriende erkendelse af, at smerte også er et ord for kærlighed.

Et andet ord for at elske.

 

Rundt i ring

Spørgsmål stillet, spørgsmål besvaret.
De samme om og om igen,
af nye ansigter og nye stemmer med en klang,
der aldrig rigtig ændrer sig.

Jeg lytter stille til dem,
forsøger at finde noget nyt,
høre noget, jeg ikke har hørt før.
Søger svar på de spørgsmål
jeg ikke var klar over,
jeg gerne ville stille.

Det føles som om,
alting er blevet sagt før.
For længe siden.
Men hvis det er sådan,
hvorfor søger jeg så stadig?

Hvad er det, jeg stadig længes efter at sige?

Muren

Da jeg var lille, spillede jeg tit “Mur” med mig selv. Halvt i protest mod kedsomhed, og halvt i fornægtelse af at være alene. Nogle gange kunne det forblive en leg, en udfordring,… hvor jeg i kamp med mig selv søgte perfektion og fuld kontrol over både bold og mur. Andre gange var det bare noget at forsvinde ind i, mens trods og tanker flød med de rytmiske slag af læder mod mursten og fornemmelsen af foden, der søgte lige præcis den forbindelse med bolden, der fik sparket til at blive en forening. Den fornemmelse, der føltes så … givende.

Men uden noget at bruge det til… uden mål og mening… så er der grænser for, hvor længe man kan stå og sparke en bold op ad en væg, der kun giver det igen, man selv sender af sted.

Mennesket – hjertet – vil ses og høres. Høre til. Tilhøre, måske endda.

Mod… mod til at lade en anden træde til i murens sted. Mod til at stole på, at bolden kommer igen…

 

Illusion by Vnv Nation

I know its hard to tell
How mixed up you feel
Hoping what you need
Is behind every door
Each time you get hurt
I don’t want you to change
Cuz everyone has hopes
You’re human after all

The feeling sometimes
Wishing you were someone else
Feeling as though
You never belong
This feeling is not sadness
This feeling is not joy
I truly understand
Please don’t cry now

Please don’t go
I want you to stay
I’m begging you please
Please don’t leave here
I don’t want you to hate
For all the hurt that you feel
The world is just illusion
Trying to change you

Being like you are
Well this is something else
Who would comprehend
That some bad do lay claim
Divine purpose blesses them
Thats not what I believe
And it doesn’t matter anyway

A part of your soul
Ties you to the next world
Or maybe to the last
But I’m still not sure
But what I do know
Is to us the world is different
As we are to the world
I guess you would know that

Please don’t go
I want you to stay
I’m begging you please
Please don’t leave here
I don’t want you to hate
For all the hurt that you feel
The world is just illusion
Trying to change you

Please don’t go
Please don’t go
I want you to stay
I’m begging you please
Oh please don’t leave here
I don’t want you to change
For all the hurt that you feel
This world is just illusion
Always trying to change you