Jeg vågnede uden at føle, at jeg rigtig havde sovet. På et eller andet tidspunkt var klokken krøbet forbi 02, og natten lå tungt omkring mig, da jeg forsigtig gled ud under dynen og ned på gulvet. Brændeovnen glødede svagt i et fortvivlet forsøg på at holde på varmen og blussede villigt, da jeg smed endnu en kævle på. Spanden var næsten tom nu.
Jeg blev hængende lidt foran den åbne låge og nød varmen og lyset. Nød stilheden og mørket, der kun modvilligt tillod lyden af rusk og regn udefra at trænge ind til min opmærksomhed. Ilden slikkede dovent op omkring træet og fængede… så drev savnet efter dig mig på fødderne igen og tilbage til sengen.
Fornemmelsen da jeg krøb ind under dynen igen… af kølig hud og din varme, der mødte hinanden, gav mig kuldegysninger – på den gode måde – og jeg søgte ind tættere til dig. Lyden af dit rolige åndedrag og små søvnige suk fik mig til at smile, mens trætte øjne gled langsomt i og lukkede mørket ude. Tilbage hos dig. Tilbage i et varmt favntag.
Åh, hvor jeg længtes efter at kysse dine læber… men modviljen mod at risikere at vække dig vandt, og kysset blev kyskt og blidt på din skulder i stedet.
En hånd gled søvndrukkent ud fra din krop, fandt min og tog mig i besiddelse. Ingen overtalelse var nødvendig. Jeg var lykkelig og fulgte den villigt ind i dine arme. Et suk fra dine læber blev til mumlen, og jeg fandt mig selv smilende i mørket, begravet dybt imod dit bryst, velvidende at jeg er elsket… og mere end villig til at indrømme… at det er du også.
Jeg hvisker stadig... 