Hvordan beder man hjertet tale om ting, man stort set aldrig siger til nogen? Hvordan åbner man op og fortæller stilheden og det store tomme rum om ting, der kun kan siges, når der sidder en anden lige dér… for at lytte og modtage? Hvordan?
Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke.
Hvordan sætter man ord på alt det, som mest af alt skal ses i øjnenes funklen og læbers dans?
Hvordan?
… jeg vidste det engang. Engang havde jeg alle de svar, jeg havde brug for.
Nu… nu bønfalder jeg med sagte hvisken nattens mørke og alt det, der eksisterer imellem hovedet og hjertet om igen at vise mig den vej, jeg ikke kan se under mine fødder.
Hvordan giver man af sig selv, når der ingen hænder er at række ud til?
Hvordan?
Hjælp mig med at huske…
Jeg hvisker stadig... 
… hvisker:
Man åbner og lader ordene komme i det tempo, de kommer. Lader fingrene tale på tastaturet uden intellektets overdommer-blik. Lader ordene finde vej gennem kroppen.
Og man sætter lyd på ordene for den, som gerne vil lytte. Eller for havet og himlen, på bænken på toppen af bakken. Man lader musikken fylde stemningen og flyder med.
Tillid til processen.
Og se, spørgsmålene indeholder dine svar.
… præcis, som du gør. Her.
~smiler stille~… tak for at du er her. Tak for din stemme og din hånd. Tak for… dig.